Den perfekte verden

Som lovet, før vi kommer til de mere alvorlige sager; Funny fact! Vidste du; "kvinder bruger i gennemsnit 76 dage af deres liv på at lede efter noget i deres taske!" Men okay- kommer det bag på nogen?  

Lørdagsspekulationer

   

Vi lever i en verden, hvor perfektionisme og status er en del af de flestes hverdag. Vi skal ha´et godt job, vi skal bo i flotte huse, køre i fancy biler og se godt ud. Især det der med at skulle se godt ud, optager mig for tiden. For det er nok ingen hemmelighed, at det er de færreste der er tilfredse med dem selv til det fuldkomne. Vi har alle sammen liiiiige en lille ting eller to, vi gerne ville kunne lave om hvis vi kunne. Og det kan vi! I mange tilfælde ihvertfald. Lille et lille prik hist og her, lidt bedøvelse, flere tusinde kroner fattigere, og vupti! Så har vi lige fikset det, der ellers fra naturens side har gjort os til dem vi er. Liiiige indtil en mandag morgen man vælter ud af sengen, i som sædvanlig god tid (dem der kender mig ved udemærket det er ganske løgn), og får øje på noget nyt. Og så går mandagen ellers med at se sig selv i samtlige spejle man kommer forbi (eller opsøger), for at vende og dreje sig selv 100 gange, for at prøve at finde ud af med sig selv, hvor slemt det nu også er. Eller den der med en ven, kæreste, forældre eller andre, der ved en tilfældig og fuldkommen harmløshed kommer til ved et uheld at kommentere på den lille BITTE ting vi godt selv har opdaget, og på mindre en 2 sekunder dermed har startet tredje verdenskrig (nok mest med os selv). Så kan man gå og tænke over det hele dagen. Eller længere! Jeg vil vove at påstå, at ALLE og jeg mener ALLE har stået foran spejlet en eller anden gang, en eller anden dag, og fået øje på noget. Og så er det nok lige meget om man hedder Jennifer Lopez, eller Freja Clausen. I bund og grund går mere eller mindre alle piger, kvinder og damer efter det samme look. Vi vil være slanke, have lange ben, markerede kindben, fyldige læber, store bryster, flot hår, negle, ja I kender rouletten. Før jeg fornærmer nogen, er jeg udemærket klar over, det ikke er alle der følger stimen. Men som jeg skrev; de fleste eller mange! En ting har vi ihvertfald til fælles, og det er vi alle har et ønske om at se godt ud.

Men her kommer så spørgsmålet; Hvor går grænsen? Hvornår er det nok? Hvornår skal man i sin simpelthed lære at leve med, man er som man er, at man er god nok som man er- eller er der overhovedet noget der hedder det længere? For er man utilfreds- så gør noget ved det! Eller? Ja jeg ved det ikke. Jeg forstår begge aspekter. Og jeg forstår vores samfund, vores verden ihvertfald også presser på. For vi skal jo være noget. Om ikke andet bare os selv. Jeg tror ikke der er noget rigtigt og forkert svar til det emne, jeg tror det afhænger af ens individuelle holdning og mening. Jeg var selv meget imod før hen. For fik jeg lavet noget om, så var jeg jo ikke længere mig selv. Men skulle jeg så hellere leve resten af mit utilfreds, eller nogle ville påstå det kommer indenfra. Men har man skæve tænder, en stor næse eller hvad det nu er, er det så ikke lige meget hvor "i balance og harmoni" man er med sig selv, hvis faktum er man er utilfreds?

Jeg tror helt sikkert vi skal lære at elske os selv som vi er- elske vores særheder og skævheder. Men hvis noget er så galt, man ikke kan leve med det, så er det da helt sikkert at man skal gøre sig selv den tjeneste at gøre noget ved det, hvis det er med til at gøre en mere lykkelig. Uanset hvad, så vil jeg sige, at der helt sikkert er nogen derude der elsker os præcis som vi er - spørgsmålet er nok mest, om vi selv gør.

God lørdag aften til jer derude

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229